Der bliver både gammel og nyt, når Ring Djursland tager hul på sin 2012-sæson i den kommende weekend. Men det bliver racerbiler i en bestemt aldersgruppe, der kommer til at være fokus på, for det er nemlig de gamle biler, som lægger navn til løbet.
Classic Car Meeting er anden afdeling af Dansk Automobil Sports Unions mesterskabsserie for historiske biler, og der ventes derfor racerbiler fra hele fire årtier til start på Danmarks sværeste racerbane. Det er alt lige fra førkrigsmodeller som MG TC og Citroëns legendariske Traction Avant over Ford Cortinaer og BMW 2002-modeller til de nyere Porscher fra midten af halvfjerdserne.
Der bliver tre felter for de historiske standard- og sportsvogne inddelt i tre tidsperioder henholdsvis frem til 1965, mellem 1966 og 1971, og så perioden fra 1972 og frem til 1981. Men antallet af historiske racerbiler stopper ikke her.
Classic Car Meeting tæller også en afdeling af DASU Cuppen for de såkaldte Youngtimere, der er biler, som har mindst 15 år på bagen, ligesom der også bliver kørt et løb for gamle formelbiler. Her vil man kunne opleve racervognskonstruktioner fra Ring Djurslands barndom.
Men selv om sæsonpremieren på Ring Djursland bærer titlen Classic Car Meeting, så kommer der også moderne biler til start.
Programmet omfatter således et fælles felt bestående af biler fra Citroën DS3 Cup, Point S Silkeborg Renault Clio Cup og Yokohama Super Cup, hvor kampen vil stå om, hvem der vil være hurtigste standardvognsklasse. Største standardvognsklasse bliver derimod Yokohama 1600 Challenge, hvor op mod 30 biler ventes til start.
Udbuddet af løbsklasser rundes af med et kombineret felt for specialbyggede racerbiler bestående af Point S Silkeborg Clio Cup, Syver Race Cup og Peugeot Spider Cup Total.
Ved Classic Car Meeting vil lørdagens program været hellige træninger og tidtagninger, mens selv heatene afvikles søndag.