Ring Djursland dannede søndag rammen om årets udgave af SSC Festivalen, hvor kørere fra Norge, Sverige og ikke mindst Danmark stillede til start med deres heftigt ombyggede standard- og racervogne. I alt 22 kørere stillede start, men dagen på Ring Djursland blev totalt domineret af én kører, Claus Christensen, Århus.
I sin grønne Aquila CR1-Chevrolet var den østjyske malermester hurtigst under tidtagningen, men en mindre administrativ forseelse betød, at han blev rykket fire pladser tilbage på startgridden til det første heat. Men femtepladsen i startopstillingen betød dog ikke noget for Claus Christensen, for det lykkedes ham at køre forbi Andreas Boström, Sverige, Christian Siepmann, Risskov, og Jørgen Hansen, Fjenneslev, så han kunne vinde heatet. Også i det andet og det tredje heat blev det til sejr, ligesom Claus Christensen endvidere satte en ny banerekord i Special Saloon Car-klassen.
Andenpladsen i alle tre heats gik til Jørgen Hansen, der dog undervejs også havde sine vanskeligheder, da han havde en mindre afkørsel med sin Porsche 911 GT3 RSR, men hans forspring til konkurrenterne kom dog aldrig i fare. Her tog Hans Henrik Pedersen, Sporup, tre tredjepladser, hvor den første var mest imponerende, idet han var startet fra bageste startrække efter problemer under tidtagningen.
Christian Siepmann var en anden kører, der var med til at sørge for underholdning, da han i løbene havde flere underholdende dyster med de udenlandske gæster Andreas Boström og Christer Gislerud, Norge, mens en anden publikumsfavorit, Johannes Graversen, Hinnerup, desværre måtte udgå med tekniske problemer i sin Fiat X1/9 Turbo.